Meditationskurser

Mindfulness-kursus

8-ugers kurset er inspireret af Jon Kabat-Zinns MBSR-program (mindfulness baseret stress reduktion). Mindfulnesstræning har vist sig at være hjælpsom overfor angst, depression, stress og spiseforstyrrelser. Mange oplever dog udover dette, at træningen ligeledes giver mere ro og balance samt en mere venlig og accepterende indstilling overfor sig selv og andre.

På kurset opøves en anden form for opmærksomhed – det bevidste nærvær. Det er at få en venlig, accepterende og medfølende holdning til de tanker, følelser og kropsfornemmelser, der opstår fra øjeblik til øjeblik. Det trænes at opdage, når man er flydt med en tankestrøm eller er forsvundet ud i et følelsesvirvar eller kropsfornemmelser, og hvordan man kan komme tilbage til her og nu. Det opøves således i højere grad at være med tanker og følelser snarere end at identificere sig med dem. Evnen til bevidst nærvær opøves og trænes gennem en række mindfulness meditationsøvelser, herunder kropscanningsmeditation, yogaøvelser og siddende meditationer. Disse fås på lydbånd. Kurset vil have et forskelligt tema fra gang til gang og være en vekslen mellem undervisningsoplæg, øvelser og yoga samt udveksling af erfaringer med træningen.

Meditationsgrupper

For de, som har gået på 8-ugers mindfulnesskursus eller lignende andetsteds, er der mulighed for at komme i en meditationsgruppe. Her vil være fokus på indre øvelser, længerevarende meditation, empatitræning og fordybelse. Der vil være kropsarbejde i form af yoga, bioenergetiske øvelser og gå-meditation.